Processen med at kreere et logo kan umiddelbart se ud som en let opgave, og internettet bugner da også med tilbud på logofremstilling der faldbydes til priser der kan synes urealistiske. Inden du takker ja-tak til disse tilbud, så vil jeg her nedenfor præsentere dig for enkelte kriterier, som er vigtige at få opfyldt igennem processen.

Husk på at et logo er en vigtig del af dit brand, din identitet, og er særdeles vigtig for hvordan dit brand opfattes fremover. Et logo bør ikke ændres i lang tid fremover. Beslutter du alligevel at gøre det, så husk på hvad det betyder for opfattelsen af dit brand blandt dine kunder og potentielle kunder. Jeg vil ikke anbefale at ændre logo til virksomheden med mindre du ændrer en fundamental ændring af strategien i virksomheden. En ændring kan i markedet blive opfattet som usikkerhed omkring dit brand eller din organisation. Ustabilitet. Vær opmærksom på at jeg skelner mellem ændring (rebrandring) og tilpasning.

Nedenfor beskrives 5 grundprincipper som altid skal søges overholdes.

Enkelte former

For at logo skal kunne genkendes, så er det vigtigt med enkelt former. Jo mere indviklet et logo bliver, jo sværere bliver det for betragteren at huske dit logo, dit brand.

Kan logoet bruges i alle størrelser? Vil det være genkendeligt i ganske lille format, f.eks. som favoritikon i din browser. Alternativt sørg for at have flere versioner liggende. Det kan være du skal både bruge en version med slogan, tagline, og en version uden. Et eksempel på tagline er logoet vi har lavet til ppnordic. I linket kan du se logoet både med og uden tagline. Et logo skal altid kunne bruges uden tagline/reklameslogan.

Brugen af skrifttyper i logo

Begræns bruges af skrifttyper i dit logo til 1 eller undtagelsesvis 2 skrifttyper. Jo flere skrifter der anvendes, jo mindre vil vi være i stand til at huske logoet. I førnævnte eksempel med link har vi brugt 2 skrifttyper i versionen med tagline. Men kun 1 skrifttype i versionen uden tagline.

Positiv | negativ | sort-hvid

Kan logoet bruges i alle sammenhænge. Er det nødvendigt med en sort|hvid version af logoet, eller en negativ version af logoet.

Logoet som vi lavede til Gråsten Handel er et godt eksempel på dette. Den negative version blev lavet for at kunne bruges på en sort t-shirt.

Vektorgrafik

Sørg for at logoet du får lavet er skalerbart. Få det fremstillet i et program der arbejder med vektorgrafik. På den måde vil du kunne skalere logoet i det uendelige. – Husk dog på ovenstående vedr. enkelthed og tagline. I meget små udgaver bør du bruge versionen uden tagline.

Sidst men ikke mindst sørg for at have logoet liggende i flere udgaver. Skal det udgives på web, så skal du bruge en version af billedet i jpg eller png formaterne.

Til tryk skal der bruges et format, som ai (Illustrator), eps eller PDF. – Vær dog opmærksom på at der sagtens kan placeres en billedfil (jpg, tiff eller png) i en PDF, men det bliver det ikke mere rigtigt af.

Bruger du en billedfil som du forstørrer, så vil logoet fremstå pixeleret, gnidret. Det forsøges gengives her til højre.

Effekter

Effekter på et logo bør for så vidt muligt undgås, da det ikke bidrager til reglen om enkelthed, men derimod gør dit budskab mere gnidret.

Designmanual

Når du får fremstillet et logo, så sørg altid for at få inkluderet en designmanual, der beskriver hvordan logoet skal bruges. Jo mere udførlig manualen er fremstillet, jo mindre tvivlspørgsmål vil der opstå i brugen af logoet. Formålet er i sidste ende at dit brand vil fremstå stærkere, jo mere gennemarbejdet dit logo og tilhørende designmanual er.

Sidst men ikke mindst skal du sikre dig at få de absolutte rettigheder over brugen af dit logo. Den enkelte designer ejer som udgangspunkt al logodesign såfremt denne ikke fraskriver sig rettighederne ved overgivelse af logoet til opdragsgiveren. Det betyder at du ikke bare kan tilpasse logoet efterfølgende med mindre det er aftalt.

Hvis du vil gøre lidt ekstra for at sikre mod ondsindet brug af dit logo, for eksempel af konkurrende virksomheder der ønsker at lukrere på din markedsføringsindsats, så kan du vælge at registrere logoet som varemærke her.